April uge 14

Ja lige som vi troede at nu kunne det ikke gå værre, så fik jeg lige raget mig en lunge infektion på halsen. Jeg har været mere eller mindre frivilligt isoleret, fordi min læge har sagt at det eneste jeg ikke skulle pådrage mig var en infektion, infektioner kan være dødelige spec. nå r jeg er i kemobehandling. Jeg havde takket ja til Lørdagsholdets forårsfrokost, jeg vidst godt det var en risiko, men jeg savnede alle drengene og deres gode humør, så jeg deltog og det var dejligt. med god mad og en kæmpe fadøl, masser af grin og sjov og resten af lørdagen gik dejligt med god mad og aften hygge. Søndag var jeg stadig mget træt og kunne næsten ikke få vejret, jeg havde mange kramper og ingen appetit og jeg gik tidligt i seng og mandag morgen følte jeg mig træt men ok, vi skulle ud til Herlev Hospital med Ann-Marie til en samtale med kirurgen der skulle opererer hende. Vi kom til samtalen og kirurgen undersøgte Ann-Marie med med ultralyd og efterfølgende så sagde hun at efter hendes bedste overbevisning så var det ikke nødvendig at opererer, men holde øje med Ovarie systen om den voksede, Jeg kunne se at Ann-Marie der havde frygtet denne samtale og denne operation, blev vildt lettet og begyndte at græde. Kirurgen blev overrumplet af reaktionen og så forvirret ud indtil Ann-Marie fortalte hende hvor meget hun havde frygtet denne operation og at hun ikke kunne klare mere ‘og at hun havde 2 slags cancer og at jeg også var meget syg af knoglemarvskræft, men et dejligt resultat som betød at vi ikke skulle holde min fødselsdag på Herlev hospital tirsdag d. 10 april. Tirsdag d. 9 april vågnede jeg og var meget træt og hen på eftermiddagen begyndte jeg at fryse og måtte have et tæppe omkring mig, men jeg frøs stadig, jeg vidste godt at dette var et begyndende tegn på feber, efter et par timer så vendte billedet sig og jeg fik en hedetur. Jeg ringede ind til akutsyge-plejersken på RH Hæmatoloisk afd. og fortalte at jeg havde feber 39,7 hun kontakt den vagthavende læge der ringede mig op og bad mig om at komme ind på afdelingen. Jeg kørte derind og blev indlagt og fik taget en blodprøve som der ville vær svar på efter ca. 2 timer. Jeg lå ved siden af en anden patient der var ramt af en meget alvorlig blodinfektion g var meget syg. Jeg blev sat på intravenøs antibiotika og efter 2,5 time kom resultatet der vist at jeg havde en lille infektion i lungen, mit infektions tal var 59. Jeg blev s tilslutte en bærbar pumpe, så jeg kunne sove og bevæge mig rundt med. Næste dag fik jeg tag en ny blodprøve og den viste at infektionstallet var nu 57, men den dårlige nyhed var mit nyre tal var steget fra 112 til 170. lægen sagde at det skulle vi holde øje med og forklarede mig at det var på grund af antibiotikaen der på grund af den i forvejen store mængde medicin (32 piller om dagen) havde overbelastet nyrerne. Lægen anbefalede at jeg drak store mængder vand den næste uges tid. Da jeg skulle ind på RH til behandling dagen efter så blev jeg udskrevet, sammen med min antibiotikapumpe. Onsdag d. 10 april min fødselsdag havde Ann-Marie lavet et smukt fødselsdagbord, med blødkogt æg og ristet brød og en lille portion yogurt med bær, flag og en enkelt gave og dagen forløb roligt men jeg havde mange kramper og kunne næsten ikke trække vejret og var mega træt. Næste dag fik jeg min behandling og blev fritaget for pumpen og fik udleveret antibiotika i pilleform. Idag Fredag var jeg så inde på RH igen denne gang skulle jeg have scannet mit hjerte. Radiologen fortalte at scanningen ville tage 15 minutter og at jeg vill få sprøjtet radioaktivt sporstof ind i armen. Efter 10 minutter ringede radiologen til en læge og spurgte ham om han ville komme og se på billedet, lægen kom og de diskuterede et stykke tid hvorefter de ringede efter en anden læge, der så kom, jeg var på dette tidspunk sikker på at der var et eller andet alvorligt galt med mit hjerte, men så kom den ene læge om til mig og sagde at jeg ikke skulle være nervøs, der var ikke noget galt det var bare fordi mit hjerte ikke var placeret der hvor et hjerte normaler placeret, mit sad midt i brystet og det betød at de havde svært vd at se det fjerde kammer, men til sidst fik de løst problemet og lægen fortalt mig at mit hjerte bankede sund og normalt og ikke fejlede noget. En dejlig melding og nu har jeg en uge fri for kemo å jeg glæder mig til en dejlig april og påske.

Reklamer
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Marts uge 13

Så er det igen tid til RH og 4 timers immunterapi, som jeg har nævnt så er jeg også startet på en 8 måneders pille kemoterapi kur og den første måned er nu overstået, med de samme bivirkninger som de to forrige, kramper i fødder og læg, svedture, følelsesløshed i tæer og fingerspidser, svær åndenød, kvalme, hovedpine, difus kropssmerte (kroppen skriger), og som noget nyt nu også fryseture, men med en meget større styrke. Nå jeg håber at det går som det plejer at kroppen vænner sig til det og bivirkninger klinger lidt af.

Vi har fået andre problemer at fokusere på, Ann-Marie som går til kontrol for modermærkekræft og leukæmi, har nu også fået konstateret en cyste på den ene æggestok, lægerne mener den er godartet, men kan ikke sige noget endegyldigt før den er opereret ud da den har get skidt på den ene side. Ann-Marie skal opereres d. 10 april, så vi skal holde min fødselsdag på Herlev Hospital. Vi krydser fingrene for at den er godartet.

Ja der er tider i livet hvor udfordringerne vælter ned over en nogle giver fortabt andre tager udfordringerne op og overvinder dem en efter en. Heldigvis så hører vi begge til den sidste type.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Marts uge 12

Den gode positive nyhed først, så har behandlingen allerede virket, mit tal der inden behandling var 9,2 er nu på 2,9 så det går den rigtige vej.

Så er det igen tid til RH og 5 timers immunteapi + 1 tlme medicinsk behandling for min sideløbende knoglesygdom.

jeg har nu gået til behandling på Rigshospitalet i 4 år og har mødt mange kræftpatienter og lært dem og deres livshistorier at kende, det er lidt som at være på Facebook, man får mange bekendte.

Jeg er så vant til at udspørge folk gennem min 35 år lange karriere som Psykoanalytiker ogPsykoterapeut, at jeg ikke kan lade være når jeg sidder fastlænket der og så går tiden hurtigere.

Det er alle køn,typer og aldre, en gang imellem kommer der så en ny, jeg kan se og næsten fysisk mærke angsten, fra den sygdomsramte og især den pårørende, der hele tiden har spørgsmål til hospitals personalet, der er helt utroligt søde og nærværende.

Mange mænd forsøger at spille macho og lidt ligeglad, mens deres søde kone/kæreste er vildt bekymret og bange, når jeg så møder dem igen senere i deres kræftforløb, er manden alene og giver udtryk af at han har fuldstændig styr på det hele, efter at han har forstået at han ikke skal dø lige med det samme, han flirter og joker med sygeplejeskerne og selvfølgelig på fornavn med dem. Når jeg så spørger dem om deres sygdomsforløb, så fortæller de mig om angsten for sygdommen, som lammede dem i starten og som stadig ligger der og popper op i dagligdagen, en del går til Psykolog, andre til Psykoterapi for deres angst, nogle gennem Kræftens bekæmpelse.

De har alle meget forskellige kræftformer og nogle med to forskellige kræftformer f.eks knoglemarvskræft og leukemi, andre med f.eks en tidligere kræft f.eks brystkræft og nu leukæmi. Mange af dem fortæller at de lagde deres liv fuldstændigt om på, kost f.eks blev veganer, andre begyndte at motionerer ekstremt til maraton eller cykle. Andre havde solgt deres hus og var flyttet til Bornholm med deres børn og købt et hus på landet, en anden Kroatien realiseret alt og var flyttet til Frankrig eller Thailand, mange var blevet skilt på grund af sygdommen, for stor belastning på den pårørende, har talt med 3 der havde forsøgt selvmord der var mislykket, en ting er sikkert at få kræft forandre ens liv for evigt, der er et stort arbejde at holde styr på medicin, behandlingsforløb og aftaler.

Den nye Sundhedsplatform stinker og sammenlignet med det gamle Sundhed.dk som at køre en Tesla og så køre en lille Fiat årgang 1980.

Det er også et stort dagligt arbejde få styr på sin angst og tanker, huske at fortælle sin partner om det, lave aftaler om at det er ok joke med sygdommen f.eks “bare fordi du har fået cancer så kan du godt tømme opvaskemaskinen” den slags, samtale er et værktøj der virkelig hjælper en cancerpatient og i andre sammenhænge i et parforhold

Sad sidste uge sammen med en Croat, muslim,flygtning, kom til Danmark for 35 år siden, fuldt integreret, talte flydende dansk og vi var kun os to og vi talte i 5 timer om vores liv på godt og ondt, han var glødende fodboldentusiast lige som mig. Jeg blev først færdig med min behandling og han takkede mig og sagde det havde været de bedste timer i behandling og at tiden bare var fløjet, han sagde til mig jeg kan mærke at jeg har fået lette meget fra mit bryst. Idag da jeg sad fastlåst i behandling, så jeg ham ude på gangen i samtale med en sygeplejesker, jeg råbte hej min ven og han fik øje på mig og kom ind på stuen, jeg spurgte hvordan han havde det, fint svarede han og fortsatte husk der er en stor kamp i aften og jeg holder med Croatien, jeg smilte og sagde i får lammetæv, jeg sagde vi ses og det gør vi og så gik han, et dejligt positivt pust.

Nu er jeg kommet på på Hæmatologisk afd. på Rigshospital i 4 å, jeg har siddet og fået behandling sammen med en masse mennesker og det er lidt som at være på Facebook, man får mange bekendte som jeg ofte møder når jeg skal behandles. Jeg er så vant til at udspørge folk gennem min 35 år lange karriere som psykoanalytiker, at jeg ikke kan lade være når jeg sidder fastlænket der og så går tiden hurtigere.

Ja så er det igen tid til RH og 5 timers immunteapi + 1 times medicinering for min sideløbende knoglesygdom, den gode nyhed først, behandlinge er allerede begynd at virke, mit tal der inden behandling var 9,2 er nu på 2,9 så det går den rigtige vej.

Det er alle køn, typer, aldre, men aldrig muslimer, de stiller mange krav til behandling, ofte med tolke og vil ikke side sammen med andre, så de har deres helt egene behandlingsstuer.

En gang imellem kommer der så en ny, jeg kan se og næsten fysisk mærke angsten, fra den sygdomsramte og især den pårørende, der hele tiden har spørgsmål til hospitals personalet, der er helt utroligt søde og nærværende.

Mange mænd forsøger at spille macho og forsøger at virke lidt ligeglad, mens deres søde kone/kæreste er vildt bekymret og bange, når jeg så møder dem igen senere i deres kræftforløb, er manden ofte alene og giver udtryk af at han har fuldstændig styr på det hele, efter at han har forstået at han ikke skal dø lige med det samme, han flirter og joker med sygeplejeskerne og selvfølgelig på fornavn med dem.

Når jeg så spørger dem om deres sygdomsforløb, så fortæller de mig om angsten for sygdommen, som lammede dem i starten og som stadig ligger der og popper op i dagligdagen.

De har alle meget forskellige kræftformer og nogle med to forskellige kræftformer f.eks knoglemarvskræft og leukemi, andre med f.eks en tidligere kræft f.eks brystkræft og nu leukæmi.

Mange af dem fortæller at de lagde deres liv fuldstændigt om på, kost f.eks blev veganer, andre begyndte at motionerer ekstremt til maraton eller cykle. Andre havde solgt deres hus og var flyttet til Bornholm med deres børn og købt et hus på landet, en anden havede realiseret alt og var flyttet til Frankrig eller Thailand, mange var blevet skilt på grund af sygdommen, for stor belastning på den pårørende, har talt med 3 der havde forsøgt selvmord der var mislykket, en ting er sikkert at få kræft forandre ens liv for evigt, der er et stort arbejde at holde styr på medicin, behandlingsforløb og aftaler. Den nye Sundhedsplatform stinker og sammenlignet med det gamle Sundhed.dk det er som at køre en Tesla og så bagefter køre en lille Fiat årgang 1980.

Det er også et dagligt arbejde få styr på sin angst og tanker, huske at fortælle sin partner om det, lave aftaler om at det er ok joke med sygdommen f.eks “bare fordi du har fået cancer så kan du godt tømme opvaskemaskinen” den slags er ok, samtale er et værktøj der virkelig hjælper en cancerpatient og i andre sammenhænge i et parforhold.

Sad sammen med en Croat, muslim,flygtning, kom til Danmark for 35 år siden, fuldt integreret, talte flydende dansk og vi var kun os to og vi talte i 5 timer om vores liv på godt og ondt, han var glødende fodboldentusiast lige som mig. Jeg blev først færdig med min behandling og han takkede mig og sagde det havde været de bedste timer i behandling og at tiden bare var fløjet, han sagde til mig jeg kan mærke at jeg har fået lette meget fra mit bryst. Idag da jeg sad fastlåst i behandling, så jeg ham ude på gangen i samtale med en sygeplejesker, jeg råbte hej min ven og han fik øje på mig og kom ind på stuen, jeg spurgte hvordan han havde det, fint svarede han og fortsatte husk der er en stor kamp i aften og jeg holder med Croatien, jeg smilte og sagde i får lammetæv, jeg sagde vi ses og det gør vi og så gik han, et dejligt positivt pust.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Marts uge 11 – 2019

Det er nu tredje uge jeg er på kemoterapi og Kortison i form af piller, kombineret med immunterapi en gang om ugen inde på Rigshospitalet.  Den første uge gik godt fysisk og psykisk, men så begyndte kemoterapien og kortison at sætte deres aftryk og virkning på min krop med træthed, kvalme, åndenød, kramper, svedturer, følelsesløse fingre og tæer, diareer, hovedpine, konstante smerter i hele kroppen med en stigende intensitet i uge tre. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har en optimistisk følelse omkring dette forløb, måske på grund af den nye immunterapi og jeg har besluttet at stå dette helvede igennem. Jeg har altid lært mine terapiklienter at når man bliver meget presset/stresset så er der kun en rigtig ting at gøre at vende tilbage til basic, det vil sige at sørge for rigelig med søvn, sund og rigelig kost, daglig motion (en gåtur på 5 km er nok hvis du kan) skær al selskabelighed væk.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Cancer Fighter

Kære venner og bekendte for 4 år siden fik jeg konstateret stadie 3 knoglemarvskræft, der er uhelbredelig og har meget dårlige prognoser for overlevelse på det stadie. Men miraklernes tid er ikke forbi, jeg er her stadig. Nu er min sygdom i bevægelse for tredie gang og jeg er sat igang med min tredie kemoterapi, denne gang med en ny kombination af medicin fordi ens celler bliver immune over for medicinen efter to gange. Jeg behøver ikke at fortælle at være i kemoterapi er en voldsom udfordring og belastning for krop og sjæl, med alle dens bivirkninger som træthed, kvalme, kramper, svedturer, følelsesløse fingre og tæer, diareer, hovedpine, konstante smerter i hele kroppen . Psykisk er angst og depressive tanker en kæmpe udfordring. Jeg er ikke bange for at dø, det har jeg prøvet (fik hjertestop i 2009), det der kan skræmme en er tanker om at jeg måske skal igennem ulidelige lidelser før jeg kan få fred.

Alligevel sidder jeg idag og føler mig taknemmelig over stadig at være i live, taknemmlig over at jeg stadig har håb, taknemmelig over at jeg trods alt har fået lov til at leve 4 år, hvoraf to perioder har været sygdomsfrie, begge gange efter en 8 måneders kemoterapi, et mirakel? hvem ved, måske fordi jeg ikke er bange, måske fordi jeg valgte at fighte den, måske fordi jeg efter 60 år tilgav Gud at han tog min mor fra mig, måske fordi min læge på Rigshospitalet er erfaren og super kompetent, måske fordi jeg har min højt elskede hustru og bedste ven gennem mere en 45 år, der sørger for at jeg får min medicin og vel og mærke den rigtige, når hospitalet laver fejl, der hver dag sørger for at jeg får saft fra grøntsager og frugt med ingefær, der hver anden aften laver ingefær shots til mig og hver dag sørger for at jeg får en sund og nærende kost og hver dag giver mig sin store kærlighed.

Når jeg samtidig føler mig holdt af og elsket af venner og bekendte giver det mig ekstra energi og lyst til at fortsætte min kamp for livet

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Jule hilsen fra en Cancer Fighter

Kære venner og bekendte for et år siden fik jeg konstateret stadie 3 knoglemarvskræft, der er uhelbredelig og har meget dårlige prognoser for overlevelse på det stadie. Men miraklernes tid er ikke forbi, jeg er her stadig og har det godt, så godt man nu kan have det med den sygdom.

Min Cancer er mirakelløst gået i sig selv, måske fordi jeg valgte at fighte den, måske fordi jeg efter 60 år tilgav Gud at han tog min mor fra mig, måske fordi jeg har min højt elskede hustru og bedste ven, der sørger for at jeg får min medicin og vel og mærke den rigtige, når hospitalet laver fejl, der hver dag sørger for at jeg får saft fra grøntsager og frugt med ingefær, der hver anden aften laver ingefær shots til mig og hver dag sørger for at jeg får en sund og nærende kost og hver dag giver mig sin store kærlighed.

Når jeg samtidig føler mig holdt af og elsket af venner og bekendte giver det mig ekstra energi og lyst til at fortsætte min kamp.

Glædelig jul til jer alle

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar